Støbning refererer til den proces, hvor metal opvarmes indtil smeltet og derefter hældes i en form; den er velegnet- til fremstilling af dele med komplekse geometrier.
Klassificering af støbemetoder:
Sandstøbning: Karakteriseret ved lave omkostninger og egnethed til små-batchproduktioner giver denne metode mulighed for at skabe komplekse former, selvom det kan kræve omfattende efter-behandlingsoperationer.
Investeringsstøbning (tabt-voksmetode): Denne fremstillingsteknik tilbyder enestående konsistens og præcision og er også i stand til at producere indviklede former. Den leverer overlegen overfladefinish til relativt lave forarbejdningsomkostninger, hvilket gør den ideel til masseproduktion.
Gravity Casting: Bruges til fremstilling af komplekse former, hvor højere dimensionstolerancer er acceptable. På grund af processens iboende natur kræver det færdige produkt typisk ingen efter-behandling; dens omkostningseffektivitet- realiseres dog kun i sammenhæng med masseproduktion. Trykstøbning: Indebærer høje initiale forarbejdningsomkostninger, hvilket gør det kun økonomisk rentabelt i masseproduktionsscenarier. Ikke desto mindre forbliver omkostningerne ved slutproduktet relativt lave, og de dimensionelle tolerancer er generelt højere. Den er velegnet til fremstilling af dele med tynde vægsektioner.
Centrifugalstøbning: En ideel metode til fremstilling af små dele, almindeligvis anvendt i smykkefremstilling. Gummiforme kan bruges til at reducere forarbejdningsomkostningerne.
Retningsbestemt størkning: Muliggør produktion af usædvanligt robuste, super-varme-bestandige legeringer med overlegen udmattelsesbestandighed. Det smeltede metal hældes i en form og udsættes for strengt kontrollerede opvarmnings- og afkølingscyklusser for at eliminere selv de mindste defekter. Plastformningssektion: Plastformning: Henviser til processen med opvarmning af metal til høje temperaturer for at omforme det; dette er typisk en arbejdsintensiv-fremstillingsproces.
